Risskov Brynet tildelt DGNB Guld certifikat

Risskov Brynet modtager DGNB Certifikat Guld
Det er anden gang AAB har kvalificeret sig til DGNB Guld certifikat. Denne gang er det afdeling 67 – Risskov Brynet som er tildelt certifikatet.
Afdelingen blev opført i 2019-20 og rummer 37 familieboliger, 70 ungdomsboliger, og som den første af sin art – 10 handicapboliger målrettet personer med autisme. Det er Aarhus Kommune som visiterer til disse boliger, men AAB som varetager administrationen. Alle lejemål i afdelingen er udlejet.


Bygningernes materialevalg i forskellige tegl, beplantede vægge og facader er med til at give arkitekturen et varieret udtryk, og flere steder er bebyggelsen opført i genbrugssten. Alle boliger er forsynet med et udeareal enten i form af altan eller egen terrasse, og på flere af bygningerne er der anlagt tagterrasser, som giver en unik udsigt over bugten og Mols.

Bebyggelsen omfatter både etagebyggeri og 2-etagers rækkehuse. Afdelingen er en del af den nye bydel beliggende i Aarhus N, på grunden hvor Aarhus Sporvejes anlæg tidligere lå, og ved siden af det gamle Riisvangs kvarter, hvor AAB i forvejen har flere boligafdelinger liggende.
Det er SKALA Arkitekter, som har tegnet bebyggelsen.