Vinterråd
Vinterråd til villa- og rækkehusbeboere
Vi har samlet en række generelle råd til dig, som bor i en villa eller et rækkehus i AAB.
Fygesne på loftet
I perioder med store snemængder og blæst bør du jævnligt tjekke loftet for fygesne. Sne kan finde vej gennem selv de mindste sprækker og revner - og så snart det tør, risikerer du vandskade og fugtproblemer.
Opdager du fygesne på loftet eller andre steder i boligen, skal du fjerne det med det samme. Brug en kost, fejebakke og opvaskebalje.
Rør og frost
En lang periode med hård frost kan være en alvorlig trussel mod vand- og varmerørene i dit hus, hvis de ikke er tilstrækkeligt isolerede.
De kan fryse til is og i værste fald springe, hvilket vil resultere i en vandskade i huset.
Fryser boligens rør til is, bør du hurtigst muligt kontakte AAB eller 24/7-vagten.
Du kan selv hjælpe med at få bugt med frosten ved at forsøge at lægge varme håndklæder om rørene.
Vær opmærksom på frosne tagrender
Frosne tagrender kan føre til fugtskader på huset, fordi nedbør og smeltevand fra taget ender med at løbe ud over kanten på tagrenden og ind mod husets mur- og træværk i stedet for at blive ledt til kloakken via tagrenden.
Sne i haven
For at undgå større skader på havens hæk, buske og anden beplantning er det en god ide at tage en runde i haven og ryste udsatte grene fri, når der er meget sne. Det er især aktuelt, hvis temperaturen svinger lige omkring frysepunktet, så sneen skiftevis tør og fryser og derfor nemt klumper sig sammen i tunge kager.
Ryst forsigtigt, hvis planten virker meget tynget, ellers risikerer du at knække grenene.
Nogle buske kan have lagt sig ned under sneen. Fjern sneen, og vent med at gøre mere – for måske rejser den sig igen, når sneen er væk.
Gode råd om parkering
Parkering af biler:
Hold afstand til kantstenen for at udgå at skade bilerne, når vi rydder sne på fortove og stier.
Cykelparkering:
Når der er frost og sne, har cyklerne bedst af at parkere under halvtag, i cykelkælderen eller lignende. Når cyklerne står langs murene, på stier eller fortove bliver det vanskeligere at rydde og salte. Det er en stor hjælp for os, hvis I passer ekstra godt på jeres cykler over vinteren ved at parkere dem andre steder end på fortove og stier.