AAB vandt konkurrence om at bygge nyt i Hørning
Udgivet:
AAB vandt konkurrencen om at bygge 37 bæredygtige og seniorvenlige boliger i Hørning centrum.
”Borgerne i Hørning kan se frem til 37 nye boliger i størrelsen 65-110 m2. Netop boliger i forskellige størrelser var noget af det, borgerne ønskede på dialogmødet i kommunen. Det gule hus på grunden, som mange i Hørning nok kender, bliver sat i stand og brugt til fælleshus”, udtaler Tina Lundum Jensen, konstitueret direktør i AAB.
Skanderborgs byråd besluttede i foråret 2022 at udbyde Vestervej 11 i Hørning og af de deltagende almene boligorganisationer rendte AAB med vinderpladsen.
Projektet er døbt Smedens Have, fordi der tidligere har ligget en gammel smedje på området, og en af bygningerne derfra bliver bevaret og istandsat for at anvende det til fælleshus for områdets beboere. En stor del af den oprindelige træplantning bliver ligeledes bevaret og er med til at give den nye bebyggelse en samhørighed med byen.
Byggeriet skal naturligvis bæredygtighedscertificeres og forventes taget i brug i første halvdel af 2026.
AAB har i forvejen fire boligafdelinger i Hørning.